At undervise for første gang

I går havde jeg min første enetime. Den ALLERførste time! Kender i mon den angst, som kan følge handlinger, man gør for allerførste gang?

Jeg har været helt enormt nervøs for at gå igang med min eksamensopgave på den Restorative Teacher Training, fordi tanker om hvorvidt jeg var god nok, havde forstået opgaven rigtigt, havde det store overblik over pensum og lignende degraderende tanker dansede jive sig op i mit hoved. 

Der skulle blot en søndag eftermiddag til i selskab med den allerskønneste medstuderende, som vi kan kalde Frøken Smil. Hun fik talt opgaven ned på et elementært plan og sammen lavede vi et 1-times program for en imaginær klient med piskesmæld. 

Min første enetime gik overraskende fint. Altså. Godt nok tog den 1,5 time og ikke 1 time. Og min klient kunne ikke ligge i én af de stillinger, som jeg havde udvalgt, som nøglestilling. Og jeg kunne kun huske det engelske udtryk “tuck your tailbone”, så blandede konstant danske og engelske begreber. Og jeg glemte at klæde om, så mine jeans næsten sprækkede, da jeg prøvede at sidde i lotus. Men det gjorde ikke så meget i det store hele… for jeg følte, at jeg lærte en hel masse. Og jeg gav en masse…

Det var fandme fedt…!

Reklamer

The day the pain became useful

Tumblr Photography

Citatet bragte minder frem, da jeg fandt det på dagens netsurfing-tur. Og dog. Smerte er nærmere ordene for de følelser, citatet vækker. Jeg kan fysisk mærke de smerter, som jeg havde tilbage til vinteren 2009 og de følgende 18 måneder, hvor livet bare var en boulevardbred rutsjetur nedad. I en orkan af  økonomisk, jobmæssig, helbredsmæssig, kærlighedsmæssige og helt igennem eksistentiel nedtur, skulle jeg finde et fast fundament til at genopbygge mit håb til fremtiden.

Det var endnu sådan en dag, efter flere mislykkede forsøg på at rejse mig til lykke, at jeg desillusioneret gik hen på universitetet, ind i køkkenet til mine tidligere kollegaer og tilbød mine kompetencer. Jeg tror, at jeg tænkte at jeg ikke havde mere at miste. Jeg kunne kun vinde. Den eftermiddag skrev jeg min første blogpost, for jeg var som på speed og lykkeligere end titusinder køer på sommergræs. Jeg havde fået et job. Otte timer om ugen. Efter 18 måneder i helvede var det, at skulle arbejde otte timer om ugen sammen med min gamle forskningsgruppe, som at træde ind i paradis.

I dag, 16 måneder efter min første blogpost, arbejder jeg stadig på universitetet. Jeg arbejder idag 20 timer om ugen, er økonomisk uafhængig om et splitsekund, har fået et langt bedre helbred og er blevet bedre til at leve med de forskellige skavanker min krop har. Jeg har fundet kærligheden (i al fald til mig selv), og ikke mindst har jeg fået tillid til, at livet har noget at tilbyde mig. Og at jeg har noget at tilbyde verdenen.

For 18 måneder siden sagde mine nærmeste, at smerten ville gå over. At mareridtet ville ophøre. Og jeg nok skulle klare den. De havde alligevel ret. Jeg har aldrig været lykkeligere i hverdagen end jeg er nu.

Someday this pain will be useful.

Stol på dig selv. Drop eksperterne

 

Det er så surt. SÅ SURT! At have brugt en god time på at skrive et blogindlæg, og så derefter slette det ved et uheld. Så nu bliver det kun citatet, som jeg publicerer, og ikke de mange tanker, som selve citatet gav afsæt til.

»Don’t tell me about your success
nor your recipes for my happiness.
Smoke in bed.
I never could digest
those illusions you claim to have going«.

– Rodriguez, amerikansk sangskriver

Drømmen om et billede

af mig selv i den fedeste yogastilling lever i bedste velgående. Er det lidt narcissistisk? Kan ikke rigtig finde ud af det. Men synes bare, der findes så mange smukke yogaposes. Her er et lille udvalg.

2 minutters yoga hver dag er bedre end en time om ugen

“If you are taking yoga classes but not practicing at home, you may be missing the best—and potentially most therapeutic—part of yoga. Your personal practice is where the deepest work happens, when you go inward and go at your own pace.”—from Yoga As Medicine by Timothy McCall

En ny undersøgelse, som netop er blevet publiceret i journalen for ” Evidence-Based Complementary and Alternative Medicine” påviser, at et forbedret helbred direkte kan relateres til hyppigheden af din hjemmepraksis, altså hvor pligtopfyldende du er med at lave din yoga hver dag.

En interessante delkonklusion i undersøgelsen er, at et godt helbred i terapeutisk forstand altså ikke er relateret til, hvor lang tid du praktiserer eller hvor mange yogaklasser du deltager i om ugen. Men derimod hvor hyppigt du gør det. I undersøgelsen udtrykkes det således:

“Frequency of home practice favorably predicted (p < .001): mindfulness, subjective well-being, BMI, fruit and vegetable consumption, vegetarian status, sleep, and fatigue.” 

Med andre ord, var dem som havde en regelmæssig hjemmepraksis, også dem som kunne rapportere om bedre sundhed, livskvalitet, større opmærksomhed på dem selv og andre, forbedret søvn, mindre træthed og en sundere vægt. De var endda mere tilbøjelige til at spise deres grønsager.

Så når alt kommer til alt, er det bedste altså, at vi kommer ud på yogamåtten hver eneste dag i (om det så bare er to minuttter), end at vi deltager i to sveddryppende klasser i løbet af ugen. I al fald når vi  ser på den terapeutiske effekt af yoga. Havde fokus været på konditionstallet, ville resultatet være et andet.

Blogindlægget er baseret på denne forskningsartikel (som kan downloades gratis)

Billige sneakers og forældrekærlighed


En af mine mål på lykkelisten har været at tage min mor med ud at rejse. Nu har jeg gjort det. Og det var ganske dejligt. Mest fordi at jeg fik en mulighed for at forkæle min mor, og vise hende at jeg elsker hende. Og give hende lidt tilbage af alt den omsorg, hun har givet mig på det sidste. Det har betydet meget for mig, at vi sammen kunne gøre noget som hun elsker, og da min far ikke er så vild med at rejse, virkede en tur til udlandet som en god oplagte ide.

Jeg tror faktisk også, at hun var ret glad for vores tur til Israel. Hun blev i al fald ved med at tale om, hvor stort det havde været at gense Nachman, hendes arbejdsleder (og vist nok også flirt) fra hendes ophold i Palmachim kibbutz‘en i 1973. Det må også være vildt at gense et sted man har boet i sin ungdom efter 39 år. Tænk bare – 39 år!!

Og så grinede vi meget over, at vi fik købeflip i Nike-butikken, fordi alt bare var såååååå billigt. Langt under halv pris. Vi troede nemlig, at priserne var i shekals, men det var i dollars, erfarede vi senere. Så begge vores nye Nike Free sko kostede lidt mere end de 140 kr, vi havde regnet os frem til. Men hva’… vi fik grinet en masse. Og det kan altså ikke gøres op i penge.