Yoga som behandlingsmetode i sundhedssektoren

I mit næste liv vil jeg være svensker! I Sverige forsker de på livet løst om, om hvad yogaen kan bruges til inden for sundhed og forebyggelse.

Dette er en video, hvor Moa Wolff (PhD ved Lunds Universitet) fortæller om hendes forskning i om og hvordan yoga kan bruges i behandlingen af personer med for højt blodtryk. Og resultaterne er foreløbigt målbare, når testpersonerne udsættes med 20 minutters yoga hver dag over tidsbestemt periode. Det interessante er dog, at testpersonerne også udtrykker bedre livskvalitet forholdsvis kort inde i forløbet.

Forskningsprojektet kører fortsat, så det bliver spændende de endelige resultater.

Læs mere her: Yoga som behandlingsmetod i primärvården – Region Skåne.

Tidligere indlæg om yogaforskning: Hvorfor foregår yogaforskning ikke i Danmark? og en opsummering af de største amerikanske forskningsresultater kan ses her

Søvnløse nætter

Untitled

Torturbødlerne ynder at fratage et menneske dets søvn for at nedbryde deres fange psykisk og vinde en magtkamp. Spædbørn bruger midlet over for deres forældre i de første 2-3 år af deres liv, måske for at anskaffe sig et solidt fodfæste til de næste 18 års værdikamp med forældrene.

Men stressede mennesker gør det ved dem selv. Men hvorfor gør vi det mod os selv og hvad handler den kamp om, som vi forsøger at vinde?

Siden starten af december har jeg lidt af en ny form for stress. Nemlig søvnløse nætter. I starten var det acceptabelt, fordi semesteret lakkede mod enden og jeg havde udsigt til en lang juleferie. Men siden midten af januar har det været stressende at være stresset. Når jeg ikke får sovet i en eller to nætter bliver jeg ekstrem sensitiv, pylret og muggen.

Den anden dag gik jeg ind i køkkenbordet og straks brød jeg i gråd. Hele lørdagen styrtede jeg rundt i lejligheden, gjorde rent, fiksede ting, og skulle hele tiden lige nå én ting mere. I dag var jeg til en klassisk koncert og da min veninde spillede hendes stykke på celloen, trillede tårerne ud under mine lukkede øjenlåg.

Genkendeligt og samtidigt enormt trættende må jeg indrømme, at jeg bliver nødt til at vinde kampen over mine mange ideer, vilde energi og tankemylder. For inde bag aktiviteten er jeg træt, træt, træt. Og jeg har brug for at sove. Så jeg prøver med det allerbedste jeg har lært at komme ned i kroppen og væk fra aktiviteten i hovedet.

Og på de bedste dage, sover jeg på gulvet på min yogamåtte, for træt til at kæmpe mig op i sengen efter endelig at have vundet over tankemylderet.

Citatet på billedet øverst er af Albert Camus. Albert Camus var en fransk forfatter, journalist og filosof. 1913-1960.

Yogalærerudannelse – at vælge den rigtige

18 Passed

Jeg har fået min opgave i den restorative yogalæreruddannelse tilbage. Bestået står der øverst på forsiden. Det er dejligt at vide, selvom jeg paradoksalt nok har modtaget min nye titel med skepsis.

Jeg har nemlig et ambivalent forhold til, at man så let kan kalde sig yogalærer. Efter 4x weekendkursus og en 5 siders opgave (som jeg i øvrigt havde løst helt fejlagtigt) føler jeg mig langt fra klædt på til at være lærer i yoga. Jeg mangler meget mere viden om anatomien og fysiologien. Jeg mangler praksis, jeg mangler erfaringen, jeg mangler mange flere prøvekaniner og mentortimer.

Ambitionerne for uddannelsen var – i mit perspektiv – større end tidsrammen. Det kan være svært at være det første hold på en ny uddannelse, for lærerne vil så meget og det ender ofte med, at man kun får kradset lidt i overfladen – på mange flader. Og 40 timer til at gennemgå alt ender med at blive til intet.

Jeg er selvfølgelig glad nok for, at jeg kan kalde mig yogalærer, men det er alligevel med en helt forkert følelse i maven. Det var bare for let at få titlen på den måde. Men jeg medgiver også, at mit kritiske blik helt sikkert kommer af, at jeg arbejder i universitetetsverdenen, som jo i høj grad er vant til at jonglere med pensum, didaktik og lovkrav, der er skabt for at sikre kvaliteten i de offentlige støttede uddannelser.

Jeg har i al fald besluttet, at jeg ikke vil gå ud og markedsføre mig på baggrund af min nye titel. Det føles simpelthen forkert.

Når jeg nu retrospektivt kan sammenligne min erfaring fra deltagelse i en del internationale workshops med en lokal uddannelse, så tegner der sig et klart billede. På de workshops og uddannelser, som undervises af velrenommerede og internationale yogalærere, er niveauet og kravene høje. Du får mere valuta for pengene simpelthen med andre ord.

Så mit råd til alle yogalærer-aspiranter er…

  • Vælg en uddannelse, som har kørt før. Måske endda mange gange.
  • Tal med andre som har taget uddannelsen, og gerne flere som har forskellige oplevelser af forløbet.
  • Deltag i workshops eller tag timer med dem, som underviser, så du ved om deres stil passer til dig.
  • Søg efter uddannelser som undervises af velrenommerede og internationale lærere. Mange af dem holder faktisk forløb i København eller en europæisk storby.

I fremtiden vil jeg stadig tage workshops her i landet og i mit lokale yogastudio, men uddannelser vil jeg fremover lede efter i udlandet.

Jeg kan bare bedre lide, når barren ligger for højt end for lavt.

Endnu mere at glædes over…

enjoylittlethings

At Jordan Bloom kommer til DK er stort. Men der er også andre gode ting, som sker.

Lige efter jul gjorde jeg mine skriverier her på bloggen offentlige ved at profilere den på Facebook. Selvom en blog i udgangspunktet selvfølgelig er både søgebar og offentlig, så er den alligevel ganske anonym, når den flyder i det kæmpe store ocean blandt milliarder af andre blogs, hjemmesider og tjenester på nettet.

De sidste par år har for mig været præget af en stor omstilling og personlig udvikling, hvilket netop er blevet dokumentet her på bloggen. Jeg har skrevet om mange gode oplevelser, men i høj grad også en masse om sorg, tristhed og svære beslutninger.

Derfor var det stort skridt for mig at invitere mine venner og familie ind i mit univers her på bloggen. Dog har modtagelsen overvældende og rørende varm. Mine forældre er stolte af, hvad jeg har udrettet, veninder har rost min skrivestil og endnu flere veninder har ladet sig inspirere af min lykkeliste, så de nu også laver egne lykkelister.

Det hele varmer bare rigtig meget. Hvert ord. Hver tilkendegivelse. Og ikke mindst hver lykkeliste (se Kiris her) der dukker op i cyberspace.

Tak for at tage varmt imod min blog. Tak for at skrive, hvad i synes om mine indlæg. Og tak for lytte. Det er pga. af Jer, at jeg absolut forsætter med skriblerierne, både dem om det gode og dem om det dårlige.