Guide til yoga-stilarter

Samvirkes guide til yoga

Billedet er lånt fra samvirke.dk

Dette er en kærlighedserklæring til et magasin. Helt ude af bloggens kontekst, og så dog alligevel ikke.

Altså, jeg blogger jo mest om min yogapraksis og den forskning, som dokumenterer yogaens effekter. Jeg gør det, fordi yogaen betyder en masse for mig – og en hel masse andre mennesker.

Men noget andet, som også betyder meget for mig, er bæredygtighed, økologi og CSR (Coorporate Social Responsibility). Derfor er jeg fan af Coops medlemsmagasin Samvirke. De skriver nemlig rigtig meget om lige præcis disse emner, samtidig med at de som virksomhed tager et socialt ansvar.

I går, da jeg sidder og bladre det nye Samvirke igennem, så opdager jeg artiklen “Find den yoga, der passer bedst til dig”. Ja, i det øjeblik smeltede mit hjerte helt og aldeles. Ikke kun bringer Samvirke artikler om bæredygtigt forbrug, de præsenterer også deres læsere for en guide til yoga stilarter.

Det er da ansvar på et højere plan! For jeg tror stadig på, at rigtig mange danskere kunne have gavn af yogaens helende virkninger – bl.a. til stresshåndtering. Og med Samvirkes artikel er der en mulighed for, at endnu flere danskere bliver inspireret til at afprøve yogaen. Så tak for jeres ansvarlighed, Samvirke-folk. I har lige vundet en endnu større plads i mit hjerte.

Læs artiklen “Find den yoga, der passer bedst til dig” på Samvirke.dk

Kirtan og et møde med Krishna Das

krishnadas

Kirtan har altid forekommet mig religiøst og dermed fremmedartet. Jeg husker tydeligt, at mine første tanker om en tilfældig kirtanposter, var præget af en stor portion skepsis og afstandstagen. ‘Sådan noget religiøst pjat, skulle jeg i al fald ikke!!’

To år senere og mange dage klogere, har jeg deltaget i min første kirtan, og det endda med Krishna Das (han er lidt at sammenligne med Elvis inden for rock’n’roll).

Kirtan, som nok bedst kan beskrives som “call-and-response-chanting” eller “syngende meditation” stammer fra en indisk cermoniel praksis, hvor man synger gudernes navne. I den vestlige form kan sådant et kirtan-arrangement have religiøse overtoner, men det er heldigvis op til den enkelte at lægge i det, hvad man vil.

Indrømmet, så blev jeg lidt konfronteret på min jantelov, da nogle kvinder rejste sig op og begyndte at danse som i ekstase, imens de resterende 200 publikummer sad på stolerækker til Krishna Das-koncerten i mandags. Men okay, dem om det. Og mig om mig.

Oplevelsen var i al fald overvældende i form af nærvær og intimitet. Det var ligesom stemningen ved et lejrbål, hvor den musiske fætter tager guitaren frem og begynder at synge “vi har lejrbål her…”, som de andre om bålet så gentager.

Jeg elsker lejrbålstemningen, og følelsen af at “det her er livet”. Det kunne ikke være en mere perfekt aften. Og lige præcis sådan havde jeg det også med Krishna Das koncerten i mandags. Det kunne ikke have været mere perfekt.

Tak til Kira og Sara for selskabet.

Er bloggen død?

Det er vist et rimeligt spørgsmål at stille. Og jeg stiller også mig selv det. Men svaret er nej, bloggen lever. Det er bare et meget stille liv. Når jeg ikke har postet siden April, skyldes det, at jeg har haft travlt på mit arbejde.

Meget tid et sted, betyder mindre tid et andet. Desværre har det haft konsekvenser for mit yoga-blog-liv, som i den seneste tid har været kraftigt reduceret (en mild underdrivelse). Jeg har faktisk (lige for at understrege, at jeg altså ikke har droppet yogaen på nogen måde!) været aktiv yogi og deltaget i foredrag, kirtan, workshops og har læst spændende yogatekster  (senest Simon Krohns bog Nærmere Noget).

Tiden har bare ikke været til at blogge. Men sådan er livet jo også nogle gange. Og i de situationer må jeg sænke ambitionerne og acceptere, at sådan er det lige nu.