Sommerens workshop med Jordan & Douglas!

jordanbloom

Jeg har tidligere ævlet løst om, hvor glad jeg var for at møde Jordan Bloom på Immersion I + II + III i 2010 og 2011. Bl.a. var Jordan min inspiration til at lave lykkelisten, som du kan se her.

Jordan Bloom var også ham, som introducerede mig til Anusara yogaens forunderlige filosofi-, anatomi og -asanalære. Og jeg blev forelsket.

Nu kommer Jordan og hans filosofilærer, den fantastiske Douglas Brooks, endelig til København. Selvom det først er til juni, så glæder jeg mig allerede enormt meget til at skulle nyde seks dage i selskab med de to vidende og underholdende herrer.

Du kan læse mere om Jordan Bloom på hans hjemmeside og Douglas Brooks kan ligeledes følges på rajanaka.com. Maria Steffensen står for at arrangere besøget og kan kontaktes via Facebook eller via mig.

En lille anekdote om ild og vand. Og en historie om en stor mentor

http://3.bp.blogspot.com/_brlZieObtrY/TGwCEApGSfI/AAAAAAAABtg/IGn1FjeoShM/s1600/Forest-Fire-21.jpgJeg har en yogaunderviser, som jeg føler et særligt tæt bånd til. Det er ligesom, at vi taler samme sprog – og hun læser ofte mine tanker, før jeg selv er bevidst om dem. Jeg husker tydeligt første gang jeg deltog i hendes time, fordi det var som om, at hun vidste alt om min (fortvivlede) situation på det tidspunkt. Som om hun havde set mit liv på en film, og nu var inspireret til at tale over begreberne ild og vand.

Med hendes særegne evne til at male billeder på nethinden, optegnede hun ilden som det transformative element i livet, det som ødelægger, destruere, nedbryder. Med en retning, der svitser hvad det berører. Fjerner liv. Som brænder sig vej gennem landskabet. Og til sidst udbrænder. Som livsgnisten der dør ud. Men også hvordan der fra den nedbrændte grund og den forbrændte jord, gives nærig til nye saftige grønne spirer og nyt liv. Som ved en skovbrand, der åbner et nyt landskab og tilbyder et nyt perspektiv. På verdenen.

http://www.thefreewallpapers.com/wp-content/uploads/2011/04/Credit-River-Ontario.jpg

Og så findes der vandet med den fleksible egenskab, at det søger efter revner og sprækker, hvor det lader sig føre videre fra sted til sted. Når åens rislende vand vælger fordybningen, og snoer sig udenom kampesten, landmanden har fjernet fra pløjemarken. Det vælger vejen der, hvor der er plads. Det har ingen bestemt retning, intet egentligt mål. Det føjer sig de andre elementer. Som visse mennesker gør. At være vandet. Udvandet.

Og hvad er så stærkest, havde hendes søn spurgt. Vand eller ild? Intet. Havde hun (selvfølgelig) svaret ham.

De er begge stærke kvaliteter, uddybede hun. Vi har behov for både vandet og ilden i verdenen og i os selv. Men udfordringen er at finde balancepunktet mellem dem, at holde ilden nede med vandet, og vandet aktivt med ilden. Balancen.

Jeg tænker til tider stadig over, hvordan hun kunne vide, at jeg netop denne dag havde brug for at høre, at udbrændthed også kan føre noget godt med sig?

Sandsynligvis vidste hun det slet ikke. Jeg tror, at hun blot talte ud fra erfaringen – og ud fra tantraens grundtanke. Men jeg var heldig at skulle træde ind til hendes time den dag, for det blev starten på et nyt eventyr i den terapeutiske og indre yoga, og et venskab med en mentor, som hjælper mig på vejen, mere end hun måske aner.