Opgaven er afleveret

6_Writing Exam Paper

IMG_5648

I går afleverede jeg min opgave i kurset Restorativ Yoga. Hermed er jeg nået til slutningen på det otte måneders forløb, som jeg begyndte, da jeg tilmeldte mig uddannelsen som restorativ yogalærer i April. Jeg har suget viden til mig om ayurveda, terapeutisk yoga, filosofi, anatomi og nervesystemet. Jeg har mødt skønne mennesker og fået nye venskaber. Og så har jeg selvfølgelig praktiseret en masse restorativ yoga.

Nu er opgaven så afleveret. Så måske bliver jeg yogalærer i restorativ yoga inden så længe.

Reklamer

En lille anekdote om ild og vand. Og en historie om en stor mentor

http://3.bp.blogspot.com/_brlZieObtrY/TGwCEApGSfI/AAAAAAAABtg/IGn1FjeoShM/s1600/Forest-Fire-21.jpgJeg har en yogaunderviser, som jeg føler et særligt tæt bånd til. Det er ligesom, at vi taler samme sprog – og hun læser ofte mine tanker, før jeg selv er bevidst om dem. Jeg husker tydeligt første gang jeg deltog i hendes time, fordi det var som om, at hun vidste alt om min (fortvivlede) situation på det tidspunkt. Som om hun havde set mit liv på en film, og nu var inspireret til at tale over begreberne ild og vand.

Med hendes særegne evne til at male billeder på nethinden, optegnede hun ilden som det transformative element i livet, det som ødelægger, destruere, nedbryder. Med en retning, der svitser hvad det berører. Fjerner liv. Som brænder sig vej gennem landskabet. Og til sidst udbrænder. Som livsgnisten der dør ud. Men også hvordan der fra den nedbrændte grund og den forbrændte jord, gives nærig til nye saftige grønne spirer og nyt liv. Som ved en skovbrand, der åbner et nyt landskab og tilbyder et nyt perspektiv. På verdenen.

http://www.thefreewallpapers.com/wp-content/uploads/2011/04/Credit-River-Ontario.jpg

Og så findes der vandet med den fleksible egenskab, at det søger efter revner og sprækker, hvor det lader sig føre videre fra sted til sted. Når åens rislende vand vælger fordybningen, og snoer sig udenom kampesten, landmanden har fjernet fra pløjemarken. Det vælger vejen der, hvor der er plads. Det har ingen bestemt retning, intet egentligt mål. Det føjer sig de andre elementer. Som visse mennesker gør. At være vandet. Udvandet.

Og hvad er så stærkest, havde hendes søn spurgt. Vand eller ild? Intet. Havde hun (selvfølgelig) svaret ham.

De er begge stærke kvaliteter, uddybede hun. Vi har behov for både vandet og ilden i verdenen og i os selv. Men udfordringen er at finde balancepunktet mellem dem, at holde ilden nede med vandet, og vandet aktivt med ilden. Balancen.

Jeg tænker til tider stadig over, hvordan hun kunne vide, at jeg netop denne dag havde brug for at høre, at udbrændthed også kan føre noget godt med sig?

Sandsynligvis vidste hun det slet ikke. Jeg tror, at hun blot talte ud fra erfaringen – og ud fra tantraens grundtanke. Men jeg var heldig at skulle træde ind til hendes time den dag, for det blev starten på et nyt eventyr i den terapeutiske og indre yoga, og et venskab med en mentor, som hjælper mig på vejen, mere end hun måske aner.