Min ankomst-vildfarelse

Nogle dage må jeg minde mig selv om at nyde nuet og tvinge mig selv til at aflive myten om “ankomstvildfarelsen”. Altså den tro at jeg vil blive lykkelig, når jeg når frem til et særligt bestemmelsessted.

I dag er virkelig en af de dage, hvor jeg konstant må bremse tankestrømmen som tager mig til den lykkelige fremtid, hvor fyren fra fortiden endelig kan vælge mig til, jeg betaler min samfundsgæld af via mit fuldtidsjob og mine sygdomme er kureret. Men det er min vildfarelse. Min personlige velkendte ankomstvildfarelse. Så jeg prøver med en dyb indånding at vende tilbage til virkeligheden, til realiteterne, til nuet.

Til det nu hvor mig og min veninde sidder i sofaen med tæpperne om benene og taler om hendes kommende eventyr til udkantsdanmark, det gode liv og den svære kærlighed.

Det er alligevel et dejligt nu at være tilstede i. Og nu kommer hun tilbage fra toilettet, så jeg må hellere smutte.

P.S. Jeg kan ikke tage æren for det fine begreb. Det er forfatteren Tal Ben-Shahar, som nævner ankomstvildfarelse i sin bog Lykkeligere – Find glæde i hverdagen

Kunsten at være lidt ulykkelig

Min godnatlæsning har siden fredagens besøg på biblioteket været “The happiness project” af Gretchen Rubin (jeg bestilte den tirsdag og kunne hente den allerede fredag selvom jeg stod som nr 2 i køen! Cool!).

Nå, men altså det er en meget praktisk how-to bog i bedste letfordøjelige amerikanske stil, som alligevel rummer lidt kloge ord.

Mit yndlingscitat (hov, jeg har da vist en anden hobby: citatsamling!) er foreløbigt nedenstående, fordi det sætter lykkens omfang i perspektiv ved at forholde det til et eksistentielt grundvilkår: ulykkelighed. Here goes:

“Det er ved at studere de små ting, at vi kan lære den store kunst at være så lidt ulykkelige som muligt og samle på så megen lykke som muligt.”

– Samuel Johnson i bogen Dr Johnson