Sekvens: Stress-reducerende stillinger

Screen Shot 2013-04-07 at 11.35.18 AM

Screenshot fra The Huffington Post

Ja, min fod har nu været forstuvet i en uge. Og jeg er stadig irriteret. Fordi min forstuvede fod tager rytmen ud af min motionsrutiner og nulstiller min yogapraksis.

Men hvis jeg skal tage yoga-mind-hatten på, så kan jeg i det mindste kigge lidt på nogle stress-reducerende yogastillinger. Som jeg forhåbentlig kan klare med en forstuvet fod.

Dem her vil jeg gøre i aften, inden jeg går i seng:

  • Marjaryasana (cat pose)
  • Balasana (child’s pose)
  • Uttana Shishosana (puppy pose)
  • Uttananasa (standing forward bend)*
  • Dophine pose  (downward-facing downs on underarms)
  • Garudasana (eagle pose)*
  • Utthita trikonasana (extended triangle pose)
  • Set Bandha Sarvangasana (bridge pose)
  • Viparita Karani (Legs-up-the-wall pose)
  • Savasana (corpse pose)

* Uttanasa og eagle pose kan også virke energifremkaldende, selvom de også er “mind-calming” stillinger. Derfor vil jeg udelade disse på dage, hvor stressniveauet er højt og jeg kun har brug for en afspændende og beroligende sekvens.

Indlægget er skrevet med inspiration fra HuffingtonPost – The 10 Best Yoga Poses For Stress Relief

At bringe nærværet tilbage

I denne uge var der ingen vej udenom. Jeg vidste, at jeg med stressen tilbage i kroppen, var nødt til at komme afsted til en yogaklasse hos min yndlings-Ditte i Hamsa Yoga Studio. Uanset hvor travlt jeg synes, at jeg har for tiden.

For Ditte kan trylle. Trylle hovedet ned i kroppen, og åndedrættet ned i maven.

1,5 times blid hatha-klasse senere, imens jeg sidder og arbejder, opdager jeg pludseligt, hvad Damien Rice synger i sangen Dogs.

Jubii!

For at høre teksterne i musikken er et sikkert tegn for mig på, at jeg er nærværende. Nærværet er tilbage, og der er intet som dræber stress bedre end nærvær.

Og så er det i øvrigt pudsigt, at sangen netop skulle handle om “that girl that does yoga”?

Dogs by Damien Rice

She lives with an orange tree
The girl that does yoga
She picks the dead ones from the ground
When we come over

And she gives
I get
Without giving anything to me

Like a morning sun
Like a morning
Like a morning sun
Good good morning sunbr>
The girl that does yoga
When we come over
Girl that does yoga

He lives in a little house
On the side of a little hill
Picks the litter from the ground
Litter little brother spills

He gives
I get
Without giving anything to me

And the dogs they run
And the dogs they
And the dogs they run
In the good good morning sun

Side of a little hill
Litter little brother spills
Side of a little hill

Oh and she’s always dressed in white
She’s like an angel, man
She burns my eyes
Oh and she turns
She pulls a smile
We drive her round
And she drives us wild
Oh and she moves like a little girl
I become a child, man
She moves my world
And she gets splashed in rain
And turns away
and leaves me standing

She lives with an orange tree
The girl that does yoga
Got a wolf to keep her warm
When he comes over

She gives
He gets
Without giving anything to see

And the day it ends
And the day it
And the day it ends
And there’s no need for me

The girls that does yoga
When we come over
The girls that does yoga

From crappy to happy

Hybris giver nemesis? (Sidst skrev jeg om at være fri for stresssymptomer)

Denne dag skulle så vise sig at blive en dag fyldt med stress. Hjertebanken, trykken for brystet. Panik. 1000 ting på een gang. Kort sagt en lorte tirsdag og 10 timers non-stop arbejde.

Heldigvis findes kombinationen af:

  • 1 stk skøn veninde aka Sara
  • 2, 3 eller var det 4 kolde classic på fad
  • indie rockbandet Local Natives (fra Californien, selvsagt)
  • et fantastisk opvarmningsband fra Belgium kaldet Balthazar
  • og et levende og varmt publikum på Lille Vega

og dagen bliver tryllet om til årets bedste tirsdag. Så lidt småberuset på cyklen hjem i seng og minusgraderne føles mere sprøde og friske end nedtrykkende igen.

Glem ikke hvad musik, godt selskab og øl kan gøre på en crappy grå vinterdag. Det er dagens note-to-self.

Tak, Sara.

20130219-233641.jpg

Søvnløse nætter

Untitled

Torturbødlerne ynder at fratage et menneske dets søvn for at nedbryde deres fange psykisk og vinde en magtkamp. Spædbørn bruger midlet over for deres forældre i de første 2-3 år af deres liv, måske for at anskaffe sig et solidt fodfæste til de næste 18 års værdikamp med forældrene.

Men stressede mennesker gør det ved dem selv. Men hvorfor gør vi det mod os selv og hvad handler den kamp om, som vi forsøger at vinde?

Siden starten af december har jeg lidt af en ny form for stress. Nemlig søvnløse nætter. I starten var det acceptabelt, fordi semesteret lakkede mod enden og jeg havde udsigt til en lang juleferie. Men siden midten af januar har det været stressende at være stresset. Når jeg ikke får sovet i en eller to nætter bliver jeg ekstrem sensitiv, pylret og muggen.

Den anden dag gik jeg ind i køkkenbordet og straks brød jeg i gråd. Hele lørdagen styrtede jeg rundt i lejligheden, gjorde rent, fiksede ting, og skulle hele tiden lige nå én ting mere. I dag var jeg til en klassisk koncert og da min veninde spillede hendes stykke på celloen, trillede tårerne ud under mine lukkede øjenlåg.

Genkendeligt og samtidigt enormt trættende må jeg indrømme, at jeg bliver nødt til at vinde kampen over mine mange ideer, vilde energi og tankemylder. For inde bag aktiviteten er jeg træt, træt, træt. Og jeg har brug for at sove. Så jeg prøver med det allerbedste jeg har lært at komme ned i kroppen og væk fra aktiviteten i hovedet.

Og på de bedste dage, sover jeg på gulvet på min yogamåtte, for træt til at kæmpe mig op i sengen efter endelig at have vundet over tankemylderet.

Citatet på billedet øverst er af Albert Camus. Albert Camus var en fransk forfatter, journalist og filosof. 1913-1960.

En lille anekdote om ild og vand. Og en historie om en stor mentor

http://3.bp.blogspot.com/_brlZieObtrY/TGwCEApGSfI/AAAAAAAABtg/IGn1FjeoShM/s1600/Forest-Fire-21.jpgJeg har en yogaunderviser, som jeg føler et særligt tæt bånd til. Det er ligesom, at vi taler samme sprog – og hun læser ofte mine tanker, før jeg selv er bevidst om dem. Jeg husker tydeligt første gang jeg deltog i hendes time, fordi det var som om, at hun vidste alt om min (fortvivlede) situation på det tidspunkt. Som om hun havde set mit liv på en film, og nu var inspireret til at tale over begreberne ild og vand.

Med hendes særegne evne til at male billeder på nethinden, optegnede hun ilden som det transformative element i livet, det som ødelægger, destruere, nedbryder. Med en retning, der svitser hvad det berører. Fjerner liv. Som brænder sig vej gennem landskabet. Og til sidst udbrænder. Som livsgnisten der dør ud. Men også hvordan der fra den nedbrændte grund og den forbrændte jord, gives nærig til nye saftige grønne spirer og nyt liv. Som ved en skovbrand, der åbner et nyt landskab og tilbyder et nyt perspektiv. På verdenen.

http://www.thefreewallpapers.com/wp-content/uploads/2011/04/Credit-River-Ontario.jpg

Og så findes der vandet med den fleksible egenskab, at det søger efter revner og sprækker, hvor det lader sig føre videre fra sted til sted. Når åens rislende vand vælger fordybningen, og snoer sig udenom kampesten, landmanden har fjernet fra pløjemarken. Det vælger vejen der, hvor der er plads. Det har ingen bestemt retning, intet egentligt mål. Det føjer sig de andre elementer. Som visse mennesker gør. At være vandet. Udvandet.

Og hvad er så stærkest, havde hendes søn spurgt. Vand eller ild? Intet. Havde hun (selvfølgelig) svaret ham.

De er begge stærke kvaliteter, uddybede hun. Vi har behov for både vandet og ilden i verdenen og i os selv. Men udfordringen er at finde balancepunktet mellem dem, at holde ilden nede med vandet, og vandet aktivt med ilden. Balancen.

Jeg tænker til tider stadig over, hvordan hun kunne vide, at jeg netop denne dag havde brug for at høre, at udbrændthed også kan føre noget godt med sig?

Sandsynligvis vidste hun det slet ikke. Jeg tror, at hun blot talte ud fra erfaringen – og ud fra tantraens grundtanke. Men jeg var heldig at skulle træde ind til hendes time den dag, for det blev starten på et nyt eventyr i den terapeutiske og indre yoga, og et venskab med en mentor, som hjælper mig på vejen, mere end hun måske aner.

Hvornår blev stress trendy?

“I Japan har de et begreb, de kalder ‘Karoshi’. Det betyder pludselig hjertedød som følge af for meget arbejde. Og det er anerkendt som arbejdsskade i Japan. Der er mange unge mænd, der er faldet om med pludselig hjertedød, fordi de har været sådan spændt op”

Da jeg læse artiklen “Tag det lidt med ro” i Weekendavisen nr. 33 gik det for alvor det mig, at stress ikke kun er en lidelse for sarte sjæle. I Japan er det faktisk anerkendt som en arbejdsskade og forskerverdenen er helt enig i, at arbejde over 35-40 timer om ugen, kan føre til alvorlige lidelser, heriblandt pludselig hjertestop. Faktisk er der kun faldende produktivitet og øget risiko for diverse sygdomme, når man begynder at arbejde mere den normale arbejdstid over længere tid.

Så hvordan hulan endte vi med, at fremelske en kultur, hvor man bliver mødt med respekt, når man med flakkende blik og hastig vejrtrækning kan prale af, at man er totalt stresset og arbejder aallllttt for meget. (Man må godt lave grin med det, når man selv har været sådan, ikke?)

Hvornår blev stress trendy?

Og er det ikke på tide at skyde den varmluftballon ned og fylde noget lidt mere meningsfyldt ind i hverdagen end lange arbejdsdage, dårlig samvittighed over for børn og venner, og købet af et hus i kartoffelrækkerne?

Overvej lige, hvordan dit liv ville se ud, hvis du ikke havde overarbejde, men derimod mere tid til dine børn, venner og familie og tid til at pleje dig selv. Til at gøre de ting, som gør dig glad.

Ville det gøre dig en lille smule lykkeligere? Og dine nærmeste? Så skulle du måske stoppe med at drømme og gøre noget ved det!

Nogen er jo nødt til at gøre op med den ugivtige stresskultur. Lad os være first movers sammen.